I de seneste fem år har ca. 150 spædbørn i gennemsnittet mistet livet indenfor det første leveår. To af disse børn var Anne-Sofie Rubachs sønner. Sidste år fødte hun sine drenge i uge 20, hvilket resulterede i deres alt for tidlige død. I dag sidder hun stadig og bearbejder den massive sorg, det har efterladt.
Af Thanya Vijayakumar
Det er aften og helt mørkt udenfor. Kalenderen viser onsdag d. 26. oktober. Hækken er stadig fyldt med grønne blade, selvom efteråret snart er ovre. Ingen regn, ingen blæst, bare fredeligt. Som stilheden før stormen. 30-årige Anne-Sofie Rubach har huset på Fyn for sig selv. Hendes mand Thomas er ude og spille paddel. Med ansigtsmaske på og lækker mad i maven sidder hun på sofaen og ser YouTube-blogs.
Helt alene føler hun sig dog ikke. I hendes mave vokser der to fine og raske drenge, som hun venter spændt på. Thomas og Anne-Sofie er nemlig et af de mange par, der har kæmpet med at blive forældre. I to år har de fået fertilitetsbehandling, men nu er de endelig blevet gravide og endda med tvillinger. På fredag skal hun sygemeldes og på barsel. Det betyder, at der er mere tid til at indrette børneværelset, planlægge fødslen og glæde sig til drengenes ankomst. Det er der rigeligt tid til, da hun kun er 20 uger henne.
Snart er det halloween, en dag fyldt med uhygge og forskrækkelse. Anne-Sofie ved bare ikke endnu, at dette vil blive virkeligt, og hun skal gennemleve sit livs værste mareridt.
Blodet
Mens hun sidder på sofaen, mærker hun noget i kroppen. Hun bløder. Den sædvanlige Google-søgning fortæller, at dette er meget normalt, så hun er ikke urolig. Men det bliver ved. I to timer. Thomas kommer straks hjem, og hurtigt får Odense Universitetshospital et opkald, hvor de bliver kaldt dertil. Anne-Sofie er stadig ikke nervøs.
Drengene bliver tjekket med ultralyd-scanneren på OUH, og de har det heldigvis fint. Et hurtigt tjek længere nede på kroppen ændrer dog lægens humør, og hun ser pludselig meget alvorlig ud. Livmoderen er forkortet, og der stikker enten en hånd eller en fod ud. Der er intet at gøre. Den ene dreng vil ud. Anne-Sofie er i fødsel.
”Vi begyndte bare at græde helt vildt. Begge to. Altså vi brød bare sammen. Fuldstændig hysteriske. Det føles bare som om, at hele ens verden braste sammen. Så var min første tanke bagefter at ringe til min mor.”
Nu går det hurtigt. Pludselig skal de tage stilling til om drengene skal døbes, hvor de skal begraves og hvad de skal hedde. Noget der virker fjernt. Og hvordan vælger man, hvor ens højtønskede børn skal begraves? Det er helt overvældende for Anne-Sofie, men valgene er stadig vigtige. Tvillingerne skal hedde Theodor og Elliot, og de skal døbes, selvom Anne-Sofie og Thomas ikke er religiøse.
Spædbarnsdød og sorgen, der medfølger
Anne-Sofie er ikke den eneste i Danmark, der har mistet sine spædbørn. I de seneste fem år har 760 spædbørn mistet livet indenfor det første leveår i Danmark. Størstedelen dør indenfor de første seks dage, hvor tallet lyder på 500 barnedød. Det fremgår af Sundhedsdatastyrelsen.
Theodor og Elliot indgår i denne statistik, selvom Anne-Sofie fødte tidligt. Det skyldes, at de blev født i live, og derfor anses de som børn.
Sorgen, der fylder efterfølgende, er meget individuelt og påvirker forældrene på hver sin måde. Dog ifølge Dorte Hvidtjørn, som er lektor på Århus Universitet og forsker i forældres oplevelser og emotionelle helbred efter at have mistet et spædbarn, ser man, at jo længere henne i graviditeten forældrene er, jo større fylder sorgen. Det skyldes, at de bliver meget knyttet til barnet i graviditeten.
”Det, som jeg synes kendetegner tabet under graviditeten, er, at forældrene egentlig også bliver overrasket over, hvor meget de allerede er knyttet til barnet, hvor meget de faktisk kender barnet, og hvor meget de faktisk føler sig som forældre, selvom barnet er dødt. Det kan der godt være mange, der synes, er mærkeligt, at de faktisk også får den store kærlighed til deres barn og en stolthed over barnet,” siger hun.
Forældrene forbereder sig mere og mere til barnets ankomst. De begynder at købe tøj og legetøj til barnet og læser bøger om fødslen og at være forældre. Derfor er tabet af barnet helt chokerende og uforståeligt for dem.
Den værste dag i hendes liv
Disse tanker sidder Anne-Sofie også med i hospitalssengen på OUH’s fødeafdeling. Stilheden og tomme blikke, der til tider bliver overtaget af gråd, fylder stuen, som hun har for sig selv. Tankerne bliver dog overrumplet af de voldsomme smerter hendes livmoder påfører hende natten til torsdag. Theodor skal ud. Hun presser og presser, men ingen baby kommer ud. Hun kan ikke. Jordemoderen mener, at Anne-Sofie ikke gør sit bedste. At inderst inde prøver hun at holde på ham. Men han er nødt til at komme ud. Det ved hun også godt.
Natten til fredag prøver hun igen, og denne gang lykkes det. Kl. 03:23 d. 28. oktober 2022 føder Anne-Sofie lille Theodor. Selvom det er helt mørkt udenfor, stråler hun af glæde og stolthed. Hun er endelig blevet mor. Han kommer hurtigt op på hendes bryst, og få vist sig frem med et lille spjæt. Alle ti fingre og ti tæer har han. Helt rolig og lydløs ligger han på brystet med sine uudviklet øjne lukket og hjertet bankende. Hun ser ned på ham, og en varm følelse erstatter den triste og sørgelige følelse i sin krop. Fordi selvom hun godt ved, at Theodor snart vil trække sin sidste vejrtrækning, er hun alligevel stolt og glad for at møde sin lille søn. Hun er ikke bange mere.
To timer efter banker hjertet ikke længere, og den varme følelse forsvinder fra kroppen.
Lige pludselig går det amok inde i maven. Elliot sparker rundt og er helt hysterisk. Og så kan hun mærke et smæld. Anne-Sofie skriger, mens vandet fosser ud af hende. Hun ved godt, hvad det betyder. Elliot vil også ud.
”Der var jeg helt uden. Jeg kunne bare ikke mere. Der gik det bare helt ned for mig, fordi nu havde vi lige været igennem alt det her. Vi havde lige fået det her lille håb. Og så gik det bare galt allerede. Jeg kunne bare ikke være i det mere. Der brød jeg sammen.”
Jordemoderen kommer hurtigt ind på stuen, og straks er Elliot blevet født. Uret viser 06:44 – ca. tre timer efter Theodors fødsel. Alligevel er denne fødsel anderledes. Rummet er fyldt med gråd fra både Anne-Sofie og Thomas, fordi nu er håbet fuldstændigt slukket. Elliot kommer op på Anne-Sofies brystet. Han ligner Theodor på en prik med alle ti fingre og tæer.
En time efter forsvinder Elliot.
Tilbage sidder Anne-Sofie og Thomas fuldstændig sønderknuste. De har nu gennemlevet alle forældres værste mareridt. Tre dage efter forlader de drengene og kører hjem. Derhjemme kigger Anne-Sofie ud ad vinduet. Bladende på buskene er blevet orange og visne. Efteråret har trådt frem.
Hvordan hjælper man som pårørende?
Forskningen viser, at sorgperioden også er individuelt. Ifølge Dorte Hvidtjørn ser man ofte, at forældre bearbejder sorgen gennem hele deres liv.
I begyndelsen fylder den meget hos forældrene, og de har svært ved at få en hverdag til at fungere igen. Dorte nævner, at det hjælper forældrene, at de bliver anerkendt, og der ikke skabes et tabu omkring emnet. Det er vigtigt, at forældrene kan få lov til at snakke om deres tab, og blive anset som forældre.
Men ifølge Birgitte Sofia Horsten, som er direktør i Forældre og Sorg, har pårørende også svært ved at gribe forældrene i sorgen. Hun nævner, at de får mange henvendelser fra familie og venner, som ikke ved, hvordan de skal reagere og hjælpe. Til dem råder hun, at de skal være der for disse forældre. De skal ikke prøve at reparere problemet, men bare erkende forældrenes sorg. Og det er vigtigt, at det gøres i en længere periode.
”De fleste kan godt finde ud af at være der i de første par uger, men de glemmer måske, at forældrene også er kede af det efter tre måneder, syv måneder og et år. Altså at vi kommer jo aldrig til at blive ligeglade med de børn, vi har mistet. Så netop den der med at huske over tid betyder rigtig meget,” siger hun.
Specielt uddeler Forældre og Sorg en pjece specielt til pårørende, som guider dem i at hjælpe ens nærmeste i den svære periode.
Hjem igen
Hjemme i Anne-Sofie og Thomas’ trygge rammer har livet ændret sig efter den hårde uge i oktober. Hun er overbevist om, at hun ikke kan komme igennem det. Fordi hvordan skal hun nogensinde leve og være glad igen? Men dybt inde ved hun godt, det hele nok skal gå. Hun har Thomas, og han forstår hendes smerte. Om end er det svært at snakke med de nærmeste om det. Hun mangler at blive anerkendt af andre og det gør ondt.
”Der er også bare rigtig mange ting i processen bagefter, som vi har haft for os selv, fordi man måske har følt, at folk slet ikke forstår en. Derfor har man ikke rigtig kunne dele det med dem. Eller få den støtte, man havde behov for. Jeg tror, det har været svært for rigtig mange at vide, hvad de skulle hjælpe os med. Også fordi vi ikke selv har vidst, hvad vi havde behov for. Så vi har jo ikke rigtig kunne bede om hjælp.”
Trods alt finder de anerkendelse et andet sted. Tre uger efter at have mistet Theodor og Elliot bliver de tilbudt en sorggruppe med to andre par og en alenemor, som har oplevet det samme. Og det er rart. Endelig er der nogle andre, der forstår smerten.
I dag, lidt over et år senere Theodor og Elliot forlod verden, prøver Anne-Sofie og Thomas stadig at blive gravide. Men indtil da har de fået sig en livlig, lille hvalp ved navn Milo, som bringer lys i en svær tid.
